Hvordan påvirker kriser os?
Vi ved, at kriser kan påvirke os som mennesker på forskellige måder. Og at kriser i sig selv er forskellige. Nogle rammer bredt, andre individuelt. Nogle rammer én gang og er så overstået, mens andre varer lang tid. Nogle af de faktorer, der kan gøre en krise særligt skræmmende er, når den kan karakteriseres som:
- Ny: Vi har ikke oplevet det før
- Uforudset: Vi havde ikke set den komme
- Farlig: Vi ved, at det kan skade os eller vores nærmeste – måske slå os ihjel
- Spektakulær: Situationen er udover det sædvanlige og det, vi havde forestillet os
- Usynlig: Vi kan ikke se, hvor faren er, eller hvem vi skal bekæmpe.
Når vi betragter corona-truslen ud fra de faktorer, giver det god mening, at den skaber utryghed og frygt. Vi kan mere eller mindre sætte kryds ved alle faktorerne.
Den akutte fase
Når en krise opstår, oplever vi først den akutte fase. I denne fase reagerer vi ofte ved at handle instinktivt og gøre det, der skal til. Så når vores statsminister beder os om at lukke Danmark ned, følger vi trop, gør som der bliver sagt og holder vejret.
Den akutte fase, hvor alvoren går op for os, kan føles ubehagelig, men vi har på dette tidspunkt stadig energi og kræfter. Nogle vil i den akutte fase opleve, at de nærmest har flere kræfter, end de plejer. Samtidig skal man ikke tage fejl af, at det kræver energi og kræfter at være i denne tilstand. Helt instinktivt er kroppen og vores hjerner fokuserede på at overleve og få overblik over situationen.
Det kan vi som mennesker holde til i en periode, men på et tidspunkt – typisk når vi er forbi den akutte fase – begynder vi at reagere. Mens den akutte fase kan opleves som mest voldsom, er det reaktionerne i perioden efter, vi skal være mest opmærksomme på i forhold til vores fortsatte trivsel. Der er tale om normale reaktioner, som for langt de flestes vedkommende reduceres og går i sig selv over tid. Men indtil det sker, kan det føles utrygt. Pludselig handler det ikke kun om en ydre krise, men også om et indre ubehag og en oplevelse af mangel på kontrol.
Når vi skal tilbage på arbejdspladsen
I den akutte fase af coronakrisen blev mange medarbejdere ligesom nu bedt om at blive hjemme. Da flere arbejdspladser åbnede op igen, gav det mening at have særlig fokus på, hvordan man hjælper sig selv og hinanden med at fungere sammen igen.
Et af de bedste råd i perioden efter den akutte fase er at få viden om og forståelse af de typiske reaktioner, der kan opstå. Både i forhold til os selv og vores kollegaer. Ligesom vi selv typisk vil reagere, vil vores kollegaer også gøre det. Men ikke nødvendigvis på en måde, vi kan genkende fra os selv. Hvis vi ikke er opmærksomme på det, er der øget risiko for, at der opstår konflikter.
Usikkerhed og frygt er ofte med til at gøre vores tanker og handlinger irrationelle, og hvis vi ikke kan se eller genkende det, kan der hurtigt opstå diskussioner om emner, der reelt ikke er særligt vigtige. Som for eksempel en intens diskussion om, hvem der tømmer opvaskemaskinen i personalekøkkenet. Når vi har det godt og trives, er det noget, der måske irriterer os, men ikke noget, der skaber konflikt.
Hvordan kan vi forstå reaktionerne?
Vi kan forstå coronakrisen og vores reaktioner ud fra den klassiske teori om kroppens naturlige akutte og instinktive reaktion i krisesituationer: Vi fryser, flygter eller kæmper. Reaktionen opstår, når vi står over for en situation, hvor vi vurderer, at truslen er større end de ressourcer, vi har at gøre godt med.
Når vi fryser, registrerer vi faren. Vi er handlingslammede og forholder os observerende. Under coronakrisen er der sa
ndsynligvis mange af os, der har været i frys-reaktionen. Vi stivner, gør, som der bliver sagt og ser tiden an. Vi følger eksperterne og dem, der viser retning. Og vi håber på det bedste. Men nu kan vi ikke holde ud at være i denne tilstand længere. Der begynder at vise sig reaktioner som apati, utålmodighed og tristhed.
Når vi flygter, er det for at fjerne os for den fare, der truer os. Det er dog svært at flygte fra coronakrisen. For hvor skal vi flygte hen? For nogle af os har isolationen i vores hjem været en flugt. I første omgang fra den usynlige fjende, men også fra andre mennesker, der kan bringe smitten med sig. Vi kan flygte i en periode, men ligesom når vi fryser, er det en anspændt tilstand, vi har behov for at komme ud af over tid. Vi kan opleve reaktioner som udmattelse, bekymringer og søvnproblemer.
I kampen forsvarer vi os selv over for det, der truer os for at sikre vores egen overlevelse. Men hvem kæmper man imod, når man står over for en usynlig fjende? Vi har som samfund overordnet set kæmpet sammen mod smitten, men det har for den enkelte været en passiv ikke-fysisk kamp, der i høj grad er gået ud på at isolere sig fra dem, man kæmper sammen med.
Mange af os oplever en stærk trang til at handle aktivt og tage kontrollen tilbage. Men kampen er stadig svær, fordi situationen er uoverskuelig, og vi mangler en konkret og synlig modstander. Det kan give anledning til frustration og irritation, og nogle gange bliver den ophobede kamp-energi brugt i de irrationelle og uproduktive hverdagskampe, hvor vi kæmper mod hinanden i stedet for at kæmpe sammen – som i konflikten omkring opvaskemaskinen.
Fra handlingslammelse til kontrol
Hvis vi ikke får kanaliseret energien ud på en konstruktiv måde, hober det sig op. Vi kan ikke blive ved med at fryse eller flygte, og risikoen for, at kampen bliver irrationel, vokser. Der kan gå lang tid, før situationen normaliseres helt. Derfor handler det i første omgang ikke om at lede efter en sikker og stabil situation, som mange måske vil føle trang til, men snarere om at lede efter tillid til sin egen og omgivelsernes evne til at navigere hensigtsmæssigt igennem en usikker tid.
I forhold til arbejdspladsen betyder det, at både den enkelte medarbejder og teamet ikke skal bruge al energi på at få utrygheden overstået, men på at hjælpe hinanden med at finde gode måder at være i situationen på, som den er her og nu.
Tre gode råd til at arbejde konstruktivt og rationelt med at navigere i usikkerhed – for dig som medarbejder og teamet