Historien bag PPclinic
Året er 2000, da PPclinics to direktører og stiftere Jesper Karle og Lars Aakerlund møder hinanden på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling, hvor de begge arbejder som speciallæger. I psykiatrien indlægger man kun dem, som er mest syge – ofte med skizofreni eller andre psykoser. Men der kommer også andre henvendelser, og i det daglige arbejde oplever Jesper Karle og Lars Aakerlund flere patienter, som har det psykisk dårligt med eksempelvis depression og angst og som derfor har svært ved at passe et arbejde. Men på hospitalets psykiatriske afdeling er de ikke syge nok til at blive indlagt, og derfor var man nødt til at sende dem hjem igen. Jesper Karle og Lars Aakerlund kan se, at der mangler behandlingstilbud for de mange, som lever med andre psykiske helbredsproblemer end de indlæggelseskrævende. De to unge læger beslutter sig for, at de vil hjælpe disse mennesker.
Vil gå langt for patienterne
I december 2002 åbner de en klinik i Hammerensgade overfor Nyboder i København. Navnet er Psykiatrisk Privatklinik. Gennem samtaler og medicin begynder de at behandle mennesker, som har det svært, og som oplever psykiske helbredsproblemer, men som ikke er syge nok til en psykiatrisk afdeling på et hospital. Visionen er klar: Jesper Karle og Lars Aakerlund vil yde den behandling, som de selv ønsker at modtage, hvis de en dag selv skulle få behov. De sætter en høj standard for behandlingen i deres klinik: Patienterne skal ikke bare få det bedre, de skal få det godt, og allerhelst skal de vende tilbage til et normalt liv. Jesper Karle og Lars Aakerlund tror ikke på teorien om, at hvis man har haft en depression, så får man det aldrig rigtig godt igen. De tror på, at med den rette behandling kan det lade sig gøre at komme godt igennem og vende tilbage til et aktivt liv igen. Og de er villige til at gå langt for at hjælpe deres patienter med at få det bedre. Efterhånden som klinikken vokser, får de brug for at ansætte flere. Men det er afgørende for dem, at alle deres medarbejdere har samme ambitionsniveau.
Klinikken vokser
Få år senere er klinikken vokset ud af lokalerne i Hammerensgade og flytter til Dronningens Tværgade (stadig København). Der går dog ikke længe, før det sted også bliver for småt, og i 2007 flytter PPclinic til Smakkedalen i Gentofte. Tre år senere indtager PPclinic lokalerne på Ørnegårdsvej i Gentofte, hvor de også har adresse i dag. Samtidig udvider PPclinic med filialer i Jylland. I 2012 åbner de en afdeling i Vejle, og i 2017 åbner de en afdeling i Aarhus.
I 2014 kommer Helle Folden Dybdahl til klinikken som senior- og chefpsykolog. Hun falder hurtig til og viser sin flair for erhvervspsykologi. Hun bliver en grundsten i klinikkens udvikling hen imod stressforebyggelse for ledere samt organisatoriske indsatser for virksomheder. I 2018 bliver hun medejer af PPclinic sammen med Jesper Karle og Lars Aakerlund.
I dag beskæftiger PPclinic mere end 60 medarbejdere fordelt på psykologer, speciallæger i psykiatri, speciallæge i børn- og ungdomspsykiatri, sygeplejersker, sekretærer og andre projektmedarbejdere.
Forebygger stress i virksomheder
Den faglige udvikling er altid i fokus. PPclinic står bag en erhvervs-ph.d. og skriver bøger om det, de brænder for; nemlig at hjælpe mennesker, som har det psykisk svært. I dag står forretningen på flere ben, som betyder, at indsatsen ikke kun lægges for patienter i klinikken, men også hos landets virksomheder. Her handler det om at forebygge stress og højne trivslen. PPclinic har specialiseret sig i at rådgive og hjælpe topledere, personaleledere og medarbejdere til et bedre arbejdsliv med bæredygtig performance.
Hjælper landets jobcentre
Derudover yder PPclinic en stor indsats til landets kommuner og jobcentre, hvor de fungerer som bindeleddet mellem sundhedsfaglige vurderinger og beskæftigelsesrettede indsatser for borgere med andre udfordringer end ledighed.
Børn og unge
I dag har PPclinic desuden en afdeling med specialuddannet personale for børn og unge, forældre og fagpersonale på ungdomsuddannelserne.
Mød alle medarbejdere her
Vil du vide mere?
Kontakt os, hvis du har spørgsmål til klinikken, eller hvis du vil vide mere om vores ydelser. Du kan også følge os på Facebook og LinkedIn.
Kontakt os