Autoriseret psykolog, cand.psych.
Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2009 og autoriseret ved Psykolognævnet i 2012. Jeg har arbejdet indenfor det Pædagogisk Psykologiske felt hos flere Pædagogiske Psykologiske Rådgivninger (PPR) i 13 år, hvorigennem jeg har arbejdet med observationer i daginstitutions- og læringsmiljøer, kognitive testninger og funktionsbeskrivelser samt Pædagogiske Psykologiske Vurderinger (PPV). Store dele af arbejdet har bestået af vejledning, rådgivning og sparring til fagprofessionelle og forældre omkring tilretning af læringsmiljøer og inklusionsopgaver i forhold til trivsels-udfordrede børn eller børnefællesskaber. Jeg har erfaringer med både småbørn og skolebørn med forskellige former for udfordringer såsom ADHD, autisme og socio-emotionelle reguleringsvanskeligheder. Jeg har erfaringer med manualbaseret kognitivt funderet angstbehandling og er certificeret Cool Kids behandler. Jeg har også erfaring med behandling af depression hos børn/unge.
Faglige interesseområder:
Jeg er særligt interesseret i angstbehandling og psykoedukation, og hvordan forskellige psykiske vanskeligheder eller adfærds- og reguleringsvanskeligheder opleves af barnet/den unge, og hvordan hjemmet eller læringsmiljøet kan kompensere for eller tilgodese disse vanskeligheder, så udfordringerne ikke vokser sig større.
Arbejds- og ansvarsområder:
Jeg arbejder primært med tværfaglige psykiatriske udredninger i forhold til børn/unge, og jeg har individuelle terapeutiske samtaleforløb med børn/unge, hvor jeg vægter forældreinddragelse højt. Jeg tilbyder angstbehandlingsforløb indenfor en kognitiv ramme.