En dag mærker Martin en smerte i sit bryst. Han begynder at svede og må sætte sig ned, da han mærker, at han bliver svimmel. Hans hjerte begynder at slå hurtigere og tankerne kører. Er det alvorligt? Er det noget med hjertet? Efter en halv times tid er smerten væk, men uroen er der stadig. Hans tanker kredser om, hvorvidt smerten kommer igen, og om der er noget galt.
Der går et par dage, uden at Martin mærker mere. Men pludselig – efter en uges tid - kommer smerten igen pludseligt og uden varsel. Denne gang er det særlig slemt, når han trækker vejret. Martin ringer til sin læge og bestiller en akuttid.
De fysiske undersøgelser gav ingen svar
Lægen sender ham videre til hjerteafdelingen på hospitalet. Efter en grundig undersøgelse finder man heller ikke her noget unormalt. Hans hjerte fungerer, som det skal, men smerten er ikke væk. Den kommer næsten hver anden dag. Den er ikke længere så kraftig, men han føler, at den påvirker hans vejrtrækning.
Martin opsøger sin læge igen. De får talt sammen om hans symptomer, og efter noget tid kigger lægen direkte på ham: ”Jeg mistænker, at det, du oplever, er angst. Jeg vil forelå, at du opsøger en psykolog.” Martin ryster på hovedet. Han undrer sig over, at lægen kan skyde så forkert. Han er klog og stærk, har en god familie og gode venner, en lang uddannelse og et godt job – han er ikke psykisk syg.
Isolation og desperation
Martin begynder at blive desperat, for der er tydeligvis noget galt, og han står alene med det. Han er bange for, at det er alvorligt, og indimellem bliver han så bekymret, at han får tanker om, at han skal dø af det. Han begynder at sove dårligt om natten. Om aftenen får han bedst ro på tankerne, når han drikker et glas vin eller to. Og for en sikkerheds skyld stopper han med at træne - for ikke at presse sit hjerte og sin vejrtrækning. Hans adfærd begynder at ændre sig – han bliver irritabel og opfarende og langsomt begynder han at isolere sig fra sine kollegaer og venner og fra sin kæreste.
Martins vej gennem angsten
Martin har ikke hjerteproblemer og er ikke ved at dø. Han har angst, og det er ved at overtage hans ellers gode og velfungerende liv. Det er en angsttilstand, som kan behandles, men det kræver, at Martin søger hjælp. Så hvorfor gør han ikke det?
Lægen har peget på angst, men inde i sit hoved oversætter Martin lægens ord til, at han er psykisk syg. Og han overtager ubevidst samfundets negative og stigmatiserende forestillinger om, hvad det betyder. Men Martin er ikke psykisk syg, han har en behandlingskrævende angsttilstand. Ville han mon beskrive sig selv som fysisk syg, hvis han havde halsbetændelse, der krævede antibiotika? Sikkert ikke.
Martin opsøgte til sidst den hjælp, han havde brug for, og er tilbage i sit gode liv. Forskrækket, men også klogere på sig selv end før. Hans angst havde fået godt fat, så han havde behov for medicinsk behandling i en periode for at få bugt med den, samtidig med at han lærte om angsten og om at håndtere den hos en psykolog. Angst kan føles voldsom, men når vi først forstår, hvordan vi forebygger og udfordrer den, mister den typisk sin kraft.