Hjernemæssigt skyldes ADHD, at hjernens mentale energi dykker, når noget ikke er interessant. Det kan kroppen reagere på to forskellige måder i forhold til: Enten kan man gå i første gear og nærmest falde i søvn, eller man kan gå i sjette gear for at holde hjernen i gang. Det kan altså komme til udtryk på vidt forskellige måder, men det er udtryk for samme ting. For dem, der ikke har ADHD, kan det være svært at forstå disse slags reaktioner, men det er fordi, ADHD-hjernen er anderledes end andre hjerner.
ADHD-hjernen er ikke som de andre hjerner
De fleste af os er friske om morgenen og trætte om aftenen – og de fleste af os vil f.eks. klare os bedre, hvis vi skal til jobsamtale om formiddagen, end hvis den ligger klokken 22 torsdag aften. Når man har ADHD kan man faktisk vågne op og føle sig, som vi andre gør torsdag aften klokken 22. Man kan vågne op med træt hjerne. Hjernens naturlige regulering af energi, følelser, angst, impulser og temperament er forstyrret, når man har ADHD – hvis man kigger på det rent hjernemæssigt, kan man kalde det en reguleringsforstyrrelse. Folk med ADHD kan få en ide om at male deres værelse, og fem minutter efter være på vej i Silvan efter materialer, selv om klokken er 22 søndag aften, fordi de kan have svært ved at regulere deres behov.
Tænd/sluk-knappen er vigtig
Vi ved, at en ADHD-hjerne tænder, når man støder på noget, man har lyst til. Det er ligesom at trykke på on-knappen. Men hvis det er noget man bør, men ikke har lyst til, så er det sværere for ADHD-hjernen at trykke på on-knappen end for normale mennesker. Man har for eksempel lavet et forsøg, hvor man har sammenlignet børn med ADHD med nogle, der ikke har ADHD. Her har man givet børnene nogle spændende opgaver med hurtige resultater og spændende interaktion, og der præsterer børn med ADHD lige så godt, som børn uden ADHD. Man har også taget nogle opgaver, hvor man skal kigge efter f.eks. nutids-R eller kommafejl, og så falder ADHD-gruppen helt tilbage i forhold til den almindelige gruppe – så slukker de.
”Du tømte opvaskemaskine sidst, så jeg ved, at du godt kan.”
En klassisk sætning, som man ofte hører i forhold til unge med opmærksomhedsforstyrrelse, er at ”Du kan jo godt Sofie, hvorfor siger du ikke noget i timerne?”, eller ”Jens, nu må du altså tage dig sammen i stedet for at ligge der og dovne.” Typisk vil unge med opmærksomhedsvanskeligheder have svingninger i deres præstationer – nogle gange kan de, og nogle gange kan de ikke. De kan f.eks. sidde og lære matematikken, og to dage efter have glemt det. Eller en dag har de tømt opvaskemaskinen og lavet lektier og kan det hele, og to dage efter kan de slet ikke få lavet noget. Der er ofte et meget tydeligt tænd/sluk-mønster. Man kan f.eks. tænke på en computer: Når den er tændt, så fungerer den, når den er slukket, så fungerer den ikke. Så forældrene fortæller ofte, at nogle gange kan deres børn godt, og nogle gange kan de ikke. Så tror forældre og omgivelser nogle gange, at det er et spørgsmål om mangel på vilje. ”Du tømte opvaskemaskine sidst, så jeg ved, at du godt kan.”
Det er ikke et spørgsmål om vilje
Vi ved, at når man kigger på en opmærksomhedsforstyrret hjerne i forhold til en normal hjerne, så kan man se, at når almindelige hjerner laver noget kedeligt, så giver hjernen det indre belønningscenter lidt belønning en gang imellem, så man kan holde ud at lave det kedelige. Hvis man derimod måler på belønningscentret i den opmærksomhedsforstyrrede hjerne, så er den helt død.
Vi ved, at det er et konkret, nærmest fysisk handicap, man har, når man har ADHD. Men det kommer til udtryk i et område, hvor vi er optagede af vilje og intentioner – fordi det, at gøre eller magte ting, er noget, vi tillægger en intention. Der er jo ikke noget ordentligt menneske, der ville gå hen til en døv og sige ”Nu skal du altså lytte efter, når jeg taler til dig!”, for det ved vi alle godt, at det bestemmer den døve ikke selv. For at sætte det lidt på spidsen er det lige så dumt at gå hen til en opmærksomhedsforstyrret person og sige ”Nu må du altså tage dig sammen og gøre det, jeg beder dig om!”
Belønning virker
Når det kommer til opmærksomhedsforstyrrede børn og unge, er en ting klart: det hjælper ikke at true med straf i stil med ”Hvis du ikke tømmer opvaskemaskinen, så er der ikke nogen lommepenge!”. Det tænder man ikke hjernen af. Det, der tænder hjernen, er at give ydre belønninger. Hvis man altså ved, at der ikke er nogen indre belønning i hjernen, så er man nødt til at give en ydre. Det er med til rent fysisk at hjælpe hjernen med at gennemføre opgaverne. Det er et velfunderet, videnskabeligt råd, som baserer sig på videnskabelige undersøgelser af psykologiske mekanismer. Belønning virker.
Artiklen er baseret på et interview med Jakob Ørnberg, børne- og ungepsykiater i PPclinic Aarhus.