Mia er mor til Anton på seks år. Før Anton startede i skole, overvejede Mia ikke, om Anton reagerede anderledes end andre børn. Måske var han lidt indadvendt, blev til tider vred og havde svært ved at blive rolig igen. Men når Anton igen fik en nedsmeltning i supermarkedet, virkede det ikke meget anderledes end de fleste andre små børn, der i frustration over ikke at må tage løs af bland-selv-slikket stikker i et hyl eller smider sig på jorden.
Men da Anton starter i 0. klasse, begynder Mia at blive bekymret. Anton vil ikke i skole, og når hun eller Antons far afleverer om morgenen, bliver Anton vred og ked af det på en måde, som de har svært ved at håndtere. De forstår ikke, hvordan de skal hjælpe Anton til at få det bedre med at komme i skole, og Mia bliver ofte ked af det, når hun cykler på arbejde efter at have afleveret. Hun føler, at hun overskrider sine egne grænser for, hvad hun har lyst til at udsætte Anton for, men samtidig så skal han jo i skole.
Når du opdager, at dit barn har udfordringer
Mias oplevelse med Anton er ikke usædvanlig. Ofte vil underliggende psykiske problemstillinger komme tydeligst til udtryk i de forskellige overgange i et barns liv: fra vuggestue til børnehave eller fra folkeskole til ungdomsuddannelse osv. Som forældre kan det være rigtig svært at leve op til de forventninger, som omverdenen har til en, og til de forpligtelser, man har som forældre til at sende sit barn i skole. Som Mia kan man få en oplevelse af at overskride sine egne grænser for, hvordan man skal være forælder for sit barn. For det kan virke paradoksalt at skulle sende sit barn i skole, når det bliver meget ked af det. Måske føles det, som om det strider imod ens instinkter som forælder, som jo netop centrerer sig om at passe på og beskytte ens barn.
Mia og Antons far når til sidst en grænse, og de vælger at gå til skolen med deres bekymringer. Skolen er enige med dem i, at Anton har gavn af at blive undersøgt af en børne- og ungdomspsykiater. Og ligesom de efterhånden selv mistænker, kan Antons udfordringer beskrives ved hjælp af en diagnose. Det viser en grundig udredning hos børne- og ungdomspsykiateren.
Når brikkerne falder på plads efter diagnosen
Men Antons forældres opgave slutter ikke ved diagnosen. Tværtimod føler Mia, at den først lige er begyndt. Da Mia og Antons far for eksempel skal forklare Antons situation over for skolen, kommer de på en hård prøve. Det er svært at videreformidle Antons behov, og de føler ikke, at de altid har den nødvendige viden til det.
Mias familie giver hende en lignende oplevelse. Bedsteforældrene spørger ind til, hvad de skal gøre, når Anton bliver vred, og hvordan de bedst undgår vredesudbruddene, når de passer ham. Men det er Mia og Antons far ikke enige om: Mia bliver ofte streng, mens Antons far er mere eftergivende. Forældrene må sande, at når man selv er i tvivl om, hvad der er bedst, er det svært at give andre gode råd om Antons behov.
Da Anton får en diagnose, føler Mia i første omgang en form for lettelse. Nu giver hans opførsel pludselig mening. Men hun oplever også en følelse af skyld. Hun skammer sig over at have været vred på Anton tidligere, når der er en forklaring på hans opførsel. Samtidig har hun svært ved at slippe sin vrede over hans adfærd og skammen, når han endnu engang bliver grænseoverskridende over for andre. For Mia ved godt, at andre kunne tænke, at Anton er uopdragen eller opfører sig umodent for sin alder. Hvordan skal hun forklare, at Anton ikke bliver vred, fordi han er dårligt opdraget? At det i stedet skyldes, at han ikke forstår, hvad der forventes af ham? Især når det føles, som om der står 100 mennesker og stirrer på hende, når Anton endnu engang får en nedsmeltning på endnu en parkeringsplads foran et storcenter.
Når du skal navigere i de mange roller som forælder til et barn med en diagnose
Som forælder er man en central figur i ens barns liv, og da man er den person, der ved noget om barnets diagnose, bliver man også formidler af barnets behov til familie og skole. Måske kan man opleve at blive spurgt ind til, hvordan man bedst håndterer barnets vrede eller de udbrud, som fx Mia oplever. Som forælder kan man have en oplevelse af, at man ud over ”bare” at være forælder også skal påtage sig en masse andre roller, som man slet ikke føler sig klar på eller sikker i. Ud over de normale følelser af bekymringer og frustrationer, som man ofte har som forælder, bliver man også pårørende til sit eget barn, med alt hvad det indebærer af koordinering og overblik. Man bliver eksperten i sit barns diagnose overfor skole og familie. Og det kan være svært, hvis man slet ikke føler sig forberedt på de mange roller eller ikke oplever, at man har de faglige forudsætninger for det.
Men der er hjælp at hente. Antons mor og far kan søge hjælp hos professionelle fagpersoner, som for eksempel pædagogiske vejledere, sagsbehandlere i kommunen og Pædagogisk og Psykologisk Rådgivning (PPR). De kan hjælpe forældre og skole med at få etableret den rigtige hjælp og støtte, men det kan tage tid at få etableret den rette indsats, og i den tid kan forældre opleve at stå meget alene.
Når du selv skal have hjælp
Mia går og tumler med mange forskellige følelser. Hun kan ikke ændre på den oplevelse, hun har som mor. Men hun kan opsøge al den hjælp, som er tilgængelig. Hun vælger at spørge den børne- og ungdomspsykiater, der udreder Anton, hvad hun kan gøre for at få hjælp til at håndtere de mange modsatrettede følelser, som hun har. Børnepsykiateren fortæller, at Mia skal være opmærksom på, at hendes reaktioner er helt naturlige, og at der er hjælp at få. Mia kan for eksempel melde sig ind i en pårørendegruppe, hvor hun har mulighed for at møde andre i samme situation, som hun kan dele erfaringer og oplevelser med. Børnepsykiateren rådgiver hende også om, at hun kan gå til egen læge, som kan vurdere, om Mia skal have mere hjælp – for eksempel ved en psykolog.
Med den nye forståelse for Anton, som diagnosen giver, bliver det også lettere for Mia at hjælpe ham til at komme i trivsel og endeligt at forstå sine egne tanker og følelser. Med den nye viden forstår hun, at Anton ikke er en diagnose, men at diagnosen bidrager til en forståelse af, hvem han er som menneske, og hvorfor han nogle gange udfordres. Måske kan det lette den store opgave, som det at have et barn med en diagnose kan være.