Som børnepsykiater møder man mange holdninger til ADHD-diagnosen. Skepsis mod at stille diagnosen ser vi mange steder, både hos forældre og i barnets omgivelser, og nogle gange også i sundhedssystemet. ”Det kan være mange ting – vi skal ikke sætte børn i kasser” og ”vi skal passe på med at sygeliggøre raske børn”. Det er klart, at raske børn ikke skal udredes og diagnosticeres. Men jeg vil i denne artikel argumentere for at vi lægger vores diagnoseskepsis på hylden, for diagnosen er en vigtig hjælp for de børn, der lider under ADHD.
Jeg er selv blevet klogere i forhold til diagnosen. Da jeg studerede, var det også en udbredt holdning, at man ikke skulle stille for mange diagnoser. Hvis børnene kunne koncentrere sig om noget eller i øvrigt udadtil virkede velfungerende, havde de nok ikke en opmærksomhedsforstyrrelse - det vil sige ADHD. I dag ved vi, at ADHD kommer i mange grader og mange former - blandt andet i varianten ADD, som også er en forstyrrelse af opmærksomheden, men uden hyperaktiviteten. Med den viden og erfaring, man har fået på området, er det nødvendigt at tage diagnosen alvorligt. Vi ved, at en dårlig opmærksomhedsfunktion betyder, at ens stresstærskel er nedsat, og at man f.eks. nemmere bliver udadreagerende. Mange børn med ADHD og ADD får med tiden en længerevarende, svær mistrivsel som overbygning på opmærksomhedsforstyrrelsen. Ofte har man symptombehandlet på disse børn og forsøgt at behandle f.eks. angst eller depression med terapi igennem lang tid med svingende resultater. Hvis det er ADHD eller ADD, der ligger under, så kan det være pinefuldt for barnet eller den unge.
At stille en diagnose er som at få briller for nærsynethed
Jeg sammenligner nogle gange en diagnose med læsebriller. Forestil dig et barn, som ikke kan læse, fordi det ikke kan se bogstaverne. Måske bliver barnet vred på sig selv og ked af det, fordi det ikke lykkes. Måske opfatter nogen barnet som dårligt begavet, og der kommer konflikter derhjemme, fordi forældre og barn bliver frustrerede, og mor og far måske tænker, at det skyldes dovenskab. Så hjælper det at få en forklaring – en diagnose. Når vi som forældre eller samfund ikke ønsker at stille en diagnose, kan det sammenlignes med ikke at ville give børn briller, fordi vi ikke vil have ”brillebørn”. Det ville jo være absurd. Sådan er det heldigvis ikke med briller, men sådan er det nogle gange med ADHD.
Man taler om diagnosen, som om det er noget skidt – et stempel barnet får – hvor man ikke rummer barnet og accepterer det, som det er, men i stedet peger på, at der er noget galt med barnet. Jeg synes, man skal vende det om. En diagnose betyder, at man rummer barnet og hjælper det bedre ved at anerkende de vanskeligheder, barnet har. Der ligger også en omsorg i at stille en diagnose, fordi det kan være med til at forebygge nederlag og negative tanker om sig selv, som ofte følger i kølvandet på ADHD. Og endelig gør en diagnose også, at forældrene kan stå lidt mere sikkert på benene i opdragelsen, i stedet for at være bange for at gøre det forkerte.
Der er altså i mine øjne mange gode og tungtvejende grunde til at stille en diagnose i de tilfælde, hvor der er et reelt behov. At vi begynder at se på ADHD-diagnosen, som vi ser på læsebrillerne – som en hjælp til den ramte.
ADHD-diagnoser til raske børn?
Som børnepsykiater bliver jeg nogle gange spurgt, hvordan vi som læger kan være sikre på, at vi ikke kommer til at give raske drenge og piger en ADHD- eller ADD-diagnose. Her skal man huske på, at de børn, som får en diagnose, har svære vanskeligheder, der rækker langt tilbage i barndommen. Når vi stiller en diagnose, har vi altid kigget på det, der ligger tilbage i tiden, vi laver omfattende og grundige neuropsykologiske undersøgelser og trækker på vores erfaring og viden om børns udvikling. Vi ser på hele billedet omkring barnet og sammenholder med det, som er det almindelige for børn. Og vi er altid to fagpersoner om at udrede et barn, så vi sikrer os flere øjne på sagen.
Hvis barnet f.eks. ”bare” har krudt bagi, vil vi sjældent se den mistrivsel og de tydelige vanskeligheder, som er hos børn med ADHD eller ADD, og som ofte strækker sig langt tilbage i barndommen. Vi vil ikke sætte en diagnose på et barn, som kun har haft vanskelighederne i kortere tid.
Hvis vi er i tvivl – og det sker ind imellem - stiller vi ikke diagnosen. Så giver vi i stedet rådgivning i forhold til barnets problemer, og så venter vi og ser tiden an. Det kan også være, at vi ser et barn, der er depressivt eller meget stresset. I sådanne tilfælde vil vi vente med at teste, til barnet er i en rolig fase eller har fået behandling. Så kan det være, at symptomerne forsvinder, og så vil vi ikke gøre mere. Man går altså ikke automatisk ud ad døren med en diagnose, hvis man kommer ind til en børne- og ungdomspsykiater med en bekymring om sit barn.
Artiklen er skrevet ud fra interview med børne- og ungdomspsykiater i PPclinic Kirsten Brorson Petersen, 18. november 2020.