Praktik som redskab til at fremme trivsel og funktionsniveau
Kursus for fagprofessionelle, der arbejder beskæftigelsesrettet med psykisk sårbare borgere
Som sagsbehandler i et jobcenter har du sandsynligvis oplevet, at det kan være svært at motivere psykisk sårbare borgere til beskæftigelsesrettede indsatser som f.eks. praktik. Måske kan du genkende, at nogle borgere kan stagnere i deres udvikling på et lavt funktionsniveau, eller at borgeren begynder at trække sig fra en praktik ved f.eks. at sygemelde sig. Den slags situationer kan være svære at komme videre fra.
Det er en krævende opgave at skabe god kontakt til borgerne, forstå deres funktionsniveau samt at aktivere borgerens motivation til at deltage aktivt i de relevante erhvervsrettede aktiviteter, som i sidste ende er nøglen tilbage til beskæftigelse for den enkelte.
Kurset klæder dig på til bedre at forstå borgernes komplekse symptombilleder og funktionsniveau samt at kvalificere den videre indsats, så den bliver realistisk og holdbar.,
Underviseren er autoriseret psykolog med bred erfaring fra kommunale beskæftigelsesforløb og stor viden om udviklingsprocesser og menneskers motivation.
På kurset lærer du:
- hvordan du som sagsbehandler kan gøre praktik og anden beskæftigelsesindsats mere hjælpsom og motiverende for borgeren
- hvordan du kan anvende konkret viden om relevante indsatsmuligheder til at gøre et praktikforløb støttende for borgerens trivsel
- hvordan du kan sikre, at borgeren oplever at praktikken er relevant og hjælpsom, så han eller hun både er motiveret for at deltage, og så borgeren får mulighed for at opleve bedring samt styrkede muligheder for langsigtet at trives og kunne varetage et arbejde.
Du får:
-
faglig opkvalificering og konkrete værktøjer til at kunne vurdere en borgers arbejdsparathed
-
psykologfaglig sparring på din indsats for borgerne
-
konkrete værktøjer og øvelser, som du kan anvende til at styrke en borgers tro på sig selv og ejerskab i beskæftigelsesindsatsen
-
viden om, hvordan du kan tilrettelægge en praktik, der tager højde for psykiske problemstillinger
-
kendskab til relevante indsatsmuligheder ved de mest udbredte psykiske lidelser.