Søvnbesvær er et stigende problem i det danske samfund. Resultaterne af en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at hver niende dansker inden for de seneste 14 dage har været generet af betydelige søvnproblemer og undersøgelsen peger på, at tallet er stigende. Vedvarende søvnproblemer risikerer at få konsekvenser for både arbejds- og privatlivet. Mens konsekvenserne på arbejdet for eksempel viser sig i form af sygefravær og nedsat effektivitet, opleves de i privatlivet for mange i form af irritabilitet og manglende energi.
I PPclinic har vi gennem flere år behandlet mennesker med søvnbesvær og vi ved, hvor begrænsende og belastende søvnmangel kan være. Vores erfaring er, at det kan være relevant at blive undersøgt for, om søvnbesværet skyldes fysiske sygdomme eller lidelser. I de fleste tilfælde er søvnbesværet dog relateret til et psykisk problem.
Vi ser ofte, at mennesker kommer ind i en ond cirkel, hvor søvnbesværet enten opstår som følge af et psykisk problem, eller at længerevarende søvnbesvær fører til et psykisk problem. Det er afgørende at få brudt denne onde cirkel og sørge for, at problemerne ikke vokser og forstærker hinanden.